Fægtning var oprindeligt en tvekamp med blanke våben – i oldtiden og middelalderen især med sværd, men også med dolk, hellebard, lanse og bajonet.
I takt med udviklingen af våben har fægtningen ændret karakter fra at være en kamp på liv og død til at blive en moderne sport.
Fra cirka 1190 f.Kr. kendes fra Egypten den tidligste afbildning af en fægtekamp af sportslig karakter. Igennem middelalderen udvikledes kampen med blanke våben, samtidig med at de mistede deres betydning i krig. Denne udvikling og de forskellige skoler er beskrevet i fægtelitteraturen, tidligst kendt i “Flos duellatorum in armis, equester, pedester” fra 1410 og i 1443 i den tyske fægtemester Tolhoffers “Fechtbuch”.
1588-1608 mistede tusinder af franske adelsmænd livet i fægtedueller, og behovet for fægteundervisning uden for det militære regi blev imødekommet af private fægtemestre. I samme periode udkom adskillige italienske og franske fægtebøger, for eksempel uddgav Christian IVs italienske fægtemester, Salvator Fabri i 1606 i København “De lo Schermo, overo Scienza d’arme”, der er en af de mest berømte bøger om fægtning.
Efterhånden erstattedes den tunge duelkårde med den lettere fleuret til træningsbrug, og af hensyn til sikkerheden blev rækkefølgen af angreb, parade og ripost regelsat. De lettere våben gjorde det muligt at udføre angreb i flere bevægelser, ligesom parader med klingen helt afløste det hidtil eneste forsvar, nemlig undvigelse eller parade med dolk eller klæde i venstre hånd.
Fægtemasken blev almindelig i slutningen af 1700-tallet.
Inden for fleuret- og kårdefægtning har den italienske og franske fægteskole været dominerende, hvorimod sabelfægtningens udvikling er knyttet til Ungarn.
Sportsfægtningen i Danmark hentede sin første inspiration i Frankrig, ikke mindst fra den franske fægtemester Leonce Mahaut, der i 1901 åbnede fægtesal i København.
Den første danske fægteklub blev dannet i 1884, og i 1907 stiftedes Dansk Fægte-Forbund. Det internationale fægteforbund, Fédération internationale d’escrime (FIE) blev stiftet i 1913.
Fægtning har været på det olympiske program fra de moderne leges begyndelse i 1896 – fra 1924 også for kvinder. Seks gange har en dansk fægter hentet en OL-medalje:
- 1896 Athen: Bronze – Holger Nielsen, sabel
- 1912 Stockholm: Sølv – Ivan Osiier, kårde
- 1924 Paris: Guld – Ellen Osiier, fleuret
- 1924 Paris: Bronze – Grete Heckscher, fleuret
- 1948 London: Sølv – Karen Lachmann, fleuret
- 1952 Helsinki: Bronze – Karen Lachmann, fleuret
Aalborg Fægteklub blev stiftet i 1931 og året efter holdt man det første EM, der fra 1937 blev udvidet til VM.
Tak til ikke mindst www.denstoredanske.dk